Hvad betyder 'ubetinget positiv anerkendelse'?

Mange psykoterapeuter vil sige at de i det terapeutiske rum yder ubetinget positiv anerkendelse (unconditional positive regard). Hvad ligger der i det?

Begrebet blev udviklet af den amerikanske psykolog Carl Rogers (1902-1987), som er én af de mest indflydelsesrige skikkelser indenfor humanistisk psykologi. Han brød sig ikke om hvordan psykologien udviklede sig til en bedrevidende og dømmende videnskab, hvor psykologen var lidt ophøjet og vurderende. Begrebet, der også indimellem bliver oversat til ubetinget agtelse, referer til en terapeutisk holdning, hvor terapeuten møder klienten med fuld accept, empati og respekt, uanset hvad klienten tænker, føler, siger eller gør. Klienten bliver accepteret uden forbehold, hvilket skaber et trygt rum for at udtrykke tanker og følelser. Der er et fravær af vurdering – terapeuten dømmer ikke klientens følelser, valg eller oplevelser, men anerkender dem som gyldige. Person og handling adskilles – dvs. man kan synes at en handling er problematisk, men stadig fuldt acceptere personen.

For mig er dette centreret i en forståelse af at vi alle 'bare' er mennesker og mennesker er både unikke, fantastiske, og sjove og alt muligt, og så er vi også fejlbarlige og sårbare. Når vi møder hinanden der, anerkender vi hinandens værdi simpelthen fordi vi er mennesker. Man behøver ikke være noget særligt eller bevise sit værd. Man er værdifuld i sig selv. For mig er det det en god terapeut kan holde fast i. Varmen overfor det menneskelige og mennesket overfor os. Vi kan som sagt godt være uenige og man kan også sige højt at én eller handling da ikke var OK, men det ændrer ikke den grundlæggende varme agtelse. Jeg ser dig og anerkender dig i din menneskelighed, også når du ikke kan.